Fremtidens Randers

Et stærkt erhvervsliv er nødvendigt men ikke tilstrækkeligt

Af Jens E. Kristensen

Randers står ved en skillevej. Med offentliggørelsen af hvidbogen Fremtidens Randers har kommunen taget et vigtigt skridt mod at forstå og adressere de strukturelle udfordringer, vi står overfor i vores kommune. Som det bliver beskrevet i hvidbogen, så er Randers Kommunes situation i udgangspunktet alvorligt. Der er ikke i data tegn på, at de strukturelle udfordringer løser sig selv. De nødvendige forandringer kræver således aktive handlinger – og vil også kræve, at kommunen skal præstere langt ”over niveau”. Et stærkt erhvervsliv er et ”must”, hvis vi skal skabe de nødvendige forandringer, som er afgørende for byens fremtidige vækst og velfærd.

Det vi dog samtidig skal huske på, er, at det vi forsøger at finde en løsning på, er et vildt problem[1] – ja nok snarere flere vilde problemer. Karakteristisk for sådanne problemer, er, at der ikke er oplagte løsninger, og der er ikke nødvendigvis nogen klar sammenhæng mellem årsag og virkning. Det kan sågar være svært helt at lave en klar problemdefinition. Med andre ord sådanne problemer kræver andre løsningsmetoder, end det vi er vant til. Og ikke mindst kræver det en holistisk og systemisk tilgang, da tingene påvirker hinanden. Det kræver, at vi arbejder i partnerskaber på tværs af politikområdet mm. Ikke just noget vi tidligere har vist, at vi er specielt gode til i Randers. Men det kan vi lære.

I nærværende indlæg har jeg fokus på erhvervslivet, men tingene hænger, som sagt, sammen, og vi løser ikke problemet udelukkende med et stærkt erhvervsliv. Men jeg håber inderligt, at hvidbogen vil have den effekt, at vi får et byråd, som forstår og anerkender, at skal de skabe rammerne for en positiv udvikling af fremtidens Randers, så kræver det, at de har politisk fokus på, at et stærkt erhvervsliv er nødvendigt. Et politisk fokus jeg har haft svært ved at få øje på, mens jeg har været direktør for Business Randers. Tiden er inde til nu ikke at se tilbage på, hvad der er sket, men i stedet at have fokus på fremtiden, og hvordan vi hver især kan bidrage til en positiv udvikling af fremtidens Randers.

 

Erhvervslivets nuværende udfordringer…

Hvidbogen afslører, at Randers har oplevet en stagnerende erhvervsudvikling siden finanskrisen i 2008. Antallet af virksomheder er faldet med 4% siden da, og kommunen har næstflest borgere på overførselsindkomster i landet. Disse tal understreger behovet for en målrettet indsats for at styrke erhvervslivet og skabe nye arbejdspladser.

Som hvidbogen beskriver, så har vi behov for bl.a. 1) flere private arbejdspladser, 2) vi skal have styrket vores midtby, så der er noget at komme efter, og 3) vi skal have øget beskæftigelsen inden for turisme. Specielt er der et potentiale med oplevelsesturisme med fokus på vores skønne natur.

Derudover performer Randers Kommune dårligt i diverse erhvervsklimaundersøgelser. Det er ret tydeligt, at vi skal have forbedret dialogen mellem Randers Kommune og erhvervslivet, da den manglende dialog opfattes og opleves som en barriere hos det lokale erhvervsliv.

Sidst men ikke mindst har vi også det problem, at vores lokale virksomheder generelt ikke præsterer særlig godt. Iflg. analysen ”Lokale erhvervspræstationer 2025” (Iris Group), er Randers Kommune placeret som nummer 82 ud af 94 kommuner på det samlede indeks – og som nummer nr. 89, når det kommer til virksomhedernes evne til at skabe arbejdspladser, indkomst og produktivitet. 

 

…og hvad er mulige indsatsområder?

Randers Kommune har allerede igangsat diverse indsatser. Der er lavet en erhvervslokaliseringsstrategi, som beskriver, hvordan Randers Kommune arbejder med fysisk erhvervsplanlægning. Der er lavet en ny erhvervspolitik for perioden 2024-2026. Der er lavet en midtbystrategi, og der er også netop etableret et Erhvervsstrategisk forum, som er et strategisk samarbejdsforum for erhvervslivet, de lokale uddannelsesinstitutioner, embedsværket i kommunen samt det politiske system.

Desuden er der også igangsat en gennemgang af den samlede erhvervsrettede indsats i Randers Kommune. Gennemgangen skal bl.a. inddrage perspektiver om den erhvervsrettede service i forhold til midtbyen, den organisatoriske placering af erhvervsrådet internt i kommunen, samt hvordan koordineringen skal være mellem Randers Kommune, Erhvervshus Midtjylland og Business Randers. Formået er, at få afdækket hvordan ressourcerne på tværs af Randers Kommune, Erhvervshus Midtjylland og Business Randers udnyttes bedst muligt for at understøtte en effektiv og målrettet erhvervsindsats, og således at Randers Kommune bliver betragtet af det lokale erhvervsliv, som en strategisk vigtig aktør.

 

For at vende udviklingen og sikre et robust erhvervsliv i Randers kunne flg. fokusområder afdækkes nærmere:

  1. Innovation og forretningsudvikling: Hvordan sætter vi det danske erhvervsfremmesystem endnu bedre i spil med fokus på at hæve vores eksisterende virksomheders præstationer. Generelt ser, er de danske SMV’er ikke særlig innovative, og det gælder også i Randers Kommune.
  2. Uddannelse og opkvalificering: Samarbejde mellem erhvervsliv og de lokale uddannelsesinstitutioner kan sikre, at arbejdsstyrken har de nødvendige kompetencer til fremtidens jobmarked. Bedre kompetencer vil have en positiv effekt på de lokale virksomheders erhvervspræstation. Hvis det eksempelvis ikke lykkes at få flere faglærte til vores virksomheder, vil det resulterer i en kæmpe barriere for vækst i vores eksisterende virksomheder.
  3. Tiltrækning af nye virksomheder: Skal vi have styrket vores erhvervsstruktur, er det nødvendigt, at vi får tiltrukket nye virksomheder og anderledes virksomheder til Randers. Som nævnt har Randers Kommune en erhvervslokaliseringsstrategi, men jeg er også af den opfattelse, at der er behov for en mere struktureret tilgang til investeringsfremme. En mulighed kunne være at etablere ”Invest in Randers”, som skulle have et tæt samarbejde med ”Invest in Denmark”, og som skal have til opgave at tiltrække nye virksomheder fra Danmark og uden for landets grænser. Dette kommer ikke af sig selv, og jeg er overbevist om, at der er potentiale i at sætte denne indsats på formel. Udover nye arbejdspladser kan effekten også være, at vi i forhold til bosætning får tiltrukket personer med en videregående uddannelse, og dermed også generelt set med en større købekraft og et bedre skattegrundlag for Randers Kommune.
  4. Hvordan kommer vi fra politikker og strategier til konkret handling, som har effekt. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan erhvervslivet, kommunen og uddannelsesinstitutionerne kan danne partnerskaber, som sikrer den fornødne handlekraft og effekt, så vi ikke blot står med gode intentioner og nedskrevne politikker og strategier, som ingen effekt har.


Afslutning

Et stærkt erhvervsliv er en nødvendighed for en velfungerende kommune. Nu har vi noget at gå ud fra via kommunens hvidbog ”Fremtidens Randers”, og nu kræver det, at vi alle bidrager med det, vi nu har mulighed. Randers Kommune har ikke alene ansvaret for en positiv udvikling af fremtidens Randers. Derfor håber jeg også, at du vil tage imod Randers Kommunes invitation til at deltage i det forandringsprojekt, som byrådet i Randers Kommune har igangsat. Du kan læse mere om de forskellige møder her: https://www.fremtidensranders.dk/

Håber vi ses!

[1] Ifølge institut for Vilde Problemer er et vildt problem, et problem som er svært at definere og gerne mangler oplagte løsninger. Det kan være et problem, som flere i samfundet har erkendt eksisterer og siden forsøgt at løse – men som vi stadig bøvler med.
Business Randers logo

Fik du tilmeldt dig vores nyhedsbrev?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv løbende opdateret på vores arrangementer og tilbud samt hvad der sker hos os i Business Randers.

Business Randers logo

Nyhedsbrevs tilmelding

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv løbende opdateret på vores arrangementer og tilbud samt hvad der sker hos os i Business Randers.

Skip to content