Medlemsfordele | Medlemsliste

Gad vide hvad læren bliver af Nordic Waste-sagen?

Vil gerne starte med at ønske dig og din virksomhed et godt nytår. Om end der er lidt grå skyer i horisonten, håber jeg, 2024 vil blive godt for dig og din virksomhed.

Lige nu sidder vi alle i Randers og følger med i udviklingen ved Gl. Aarhusvej i Ølst. Vil det ende med en miljøkatastrofe? Jeg håber det ikke. Lige nu foregår der en diskussion omkring Randers Kommunes ansvar i den pågældende sag, og om man kunne have gjort mere for at forhindre denne potentielle miljøkatastrofe. Der bliver formodentligt et efterspil, når arbejdet ved Ølst er færdiggjort.

Det jeg også synes, der bliver interessant de kommende måneder, er at blive klogere på virksomhedens adfærd og rolle i denne uheldige sag. Set udefra virker det fuldstændig forrykt, at virksomheden har afskediget samtlige medarbejdere, og lader Randers Kommune stå med hele ansvaret for oprydningen. Og viser det sig, at virksomheden ikke har overholdt kravene i deres miljøgodkendelser, ja så ser det absolut ikke kønt ud.

Der er jo mange, inklusiv mig selv, der har fulgt virksomheden i en årrække og syntes, det var en spændende virksomhed, vi havde i Randers. En virksomhed som løste et vigtigt problem på en god og ordentlig måde. I forbindelse med virksomhedens årsregnskab for 2022/2023 skrev virksomheden følgende på deres hjemmeside:

Jord fra bygge- og anlæg er hidtil blevet betragtet som et affaldsprodukt. Nu hvor vi, som de første i Danmark, kan vaske forurenet jord og i processen genvinde rene råstoffer i form af sand og sten, som siden kan genanvendes i bygge- og anlægsindustrien, udgør det et bæredygtigt alternativ til udvindingen af knappe råstoffer samt deponering. Det er et win-win for både byggeri og miljø.”

Virksomheden er blevet fremhævet som en veldreven virksomhed, der har skabt gode økonomiske resultater via fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Bl.a. på den baggrund var virksomheden også nomineret til Årets Virksomhed i forbindelse med Randers Business Award 2023. En pris som vi i Business Randers er ansvarlig for. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg som direktør for Business Randers lige nu priser mig lykkelig for, at virksomheden ikke vandt prisen.

Hvad læren af Nordic Waste-sagen bliver, vil kun fremtiden vise, når sandheden forhåbentlig kommer frem. Men det kan jo ende med, at vi alle står med en dårlig smag i munden. En dårlig smag i munden, fordi Nordic Waste-sagen kan gå hen og blive en lære om, at hvis man ikke er varsom og omhyggelige, så ender man med at blive udsat for greenwashing – altså snydt af løfter om bæredygtighed og cirkulær økonomi. Jeg krydser fingre for, at vi vil få vished for, at vi ikke er blevet udsat for greenwashing af værste skuffe, og at det viser sig, at vi ikke blot har haft at gøre med en virksomhed, hvor grådigheden har haft højeste prioritet.

Business Randers

Fik du tilmeldt dig vores nyhedsbrev?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv løbende opdateret på vores arrangementer og tilbud samt hvad der sker hos os i Business Randers.

Business Randers

Nyhedsbrevs tilmelding

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv løbende opdateret på vores arrangementer og tilbud samt hvad der sker hos os i Business Randers.