Philip Svensson havde længe drømt om at starte sin egen virksomhed. Da han etablerede Svensson EL ApS i Randers, kendte han sit fag. Han var uddannet elektriker, havde læst videre til elinstallatør og havde arbejdet som entrepriseformand på større byggeprojekter. Men at drive sin egen virksomhed var noget andet end at være dygtig til elarbejde.
Det blev tydeligt, da forretningen begyndte at vokse. Philip skulle selv vurdere, hvilke opgaver han skulle bruge sin tid på, hvad arbejdet skulle koste, og hvornår han turde tage ansvaret for en medarbejder. Det var ikke beslutninger, han kunne sende videre til en chef.
En samtale med vores erhvervskonsulent Torsten blev begyndelsen på et mentorforløb med Henning Christensen, direktør i BrainSearch. Hos Business Randers kan virksomheder vende deres udfordringer med en konsulent og få hjælp til at finde den sparring, der passer til deres situation. For medlemmer kan det føre til et match med en erfaren mentor. Philip og Henning mødtes først for at mærke, om kemien var der.
“Det gjorde det mere håndgribeligt for mig”
Philip startede virksomheden i september 2025. Han ville tilbage til den direkte kontakt med kunderne og glæden ved at løse en opgave, de kunne mærke forskellen på. Virksomheden hjælper især private og mindre erhvervskunder, og for Philip er det vigtigt at levere godt arbejde og holde sine aftaler.
Efterhånden fik han mere at lave. Tanken om at ansætte meldte sig, men med den fulgte også spørgsmålene: Var der opgaver nok? Hvornår ville økonomien hænge sammen? Og hvad ville det kræve af ham som arbejdsgiver?
Her kunne Henning bidrage med erfaring og stille spørgsmål, som gjorde beslutningerne lettere at tage stilling til. Sammen gennemgik de budgettet og regnede på, hvor mange timer hos kunderne virksomheden skulle have, før en ansættelse kunne betale sig.
“Vi har siddet og regnet lidt på det og prøvet at arbejde med et budget. Det gjorde det mere håndgribeligt for mig,” fortæller Philip.
I august begyndte Philips første lærling. Det var et stort skridt for en virksomhed, der kort forinden kun bestod af ham selv. Nu skulle han ikke alene sikre opgaver til to, men også være den, en lærling kunne læne sig op ad i hverdagen. Det ansvar har Philip og Henning også talt om.
En at tale med når ansvaret er dit
Sparringen har ikke kun handlet om ansættelsen. Henning har blandt andet fået Philip til at se på, hvordan han bruger sin egen tid. I begyndelsen kunne mange timer forsvinde på opgaver, der måske ikke var de vigtigste. Philip er blevet mere opmærksom på at prioritere og på, hvad hans arbejde er værd.
Men det, der gør størst indtryk på ham, er også muligheden for at sige sin tvivl højt til en, der forstår livet som virksomhedsejer.
“Det er ekstra rart lige at kunne lukke noget ud i et fortroligt rum,” siger Philip.
Henning træffer ikke beslutningerne for ham. Han deler sine erfaringer og giver ærlig sparring, mens Philip selv vælger retningen. Philip oplever, at forretningen går bedre, end han havde turdet håbe på. Han kan ikke sætte et præcist tal på mentorens betydning for resultaterne, men samtalerne giver ham både perspektiv og energi til at fortsætte.
Business Randers kan hjælpe med at skabe overblik over virksomhedens muligheder og udfordringer. Gennem mentorordningen kan medlemmer få en sparringspartner med erfaring inden for netop de emner, de står med, for eksempel ledelse, økonomi eller udvikling af forretningen. Philips historie begyndte med én samtale, men behovet for at vende beslutninger med en anden kender mange etablerede ejerledere også.
Har du også brug for sparring om din virksomheds næste skridt? Kontakt Business Randers på 86 40 10 66.


